Indholdsfortegnelse

Kapitel 2

Jeg kastede en kniv efter min søster, i ren og skær affektion

 

Familien havde ikke mange penge at gøre godt med, efter som min mor led af "Thomsens sygdom" en lidelse der bandt hende til kørestolen. Som den mindste var det næsten altid mig som skulle hjælpe til derhjemme. En dag hvor hun havde forlangt betaling for at hjælpe til derhjemme, kom jeg i skænderi med hende og kastede en kniv efter hende.

 

Da jeg var 6 år startede jeg i 1. klasse på Bavnebakkeskolen og var altid meget aktiv og glad. I første klasse i 1970 gik vi alle piger til skolelægen sammen og kun med trusser på for at blive undersøgt. Jeg følte mig sund og rask, selvom jeg havde lidt hørenedsættelse og epilepsi. Ved hørekontrollen grinede de andre klassekammerater meget af mig, fordi vi blev kontrolleret ved skolelægen. Men efter dette kom jeg til mange høreprøver og talepædagoger for at blive hjulpet. Det var først, da jeg var 12 år, at de tilbød, at jeg kunne få høreapparater. Dette ville jeg overhovedet ikke have, fordi jeg ville ikke være anderledes end mine klassekammerater og venner.

Mor var ramt af en meget sjælden sygdom, som hed Thomsen’s sygdom. Jeg skyndte mig altid hjem fra skole, for at hjælpe hende med at komme op af sengen. Hun blev vasket og vi hjalp hinanden med, at hun fik hendes tøj på.

Hun fik senere kommunen involveret med hendes sygdomsforløb. Hun fik hjemmehjælpere, som hjalp hende både med at komme op fra sengen og rengøring af huset. Dette blev en stor lettelse for hele familien. Jeg gik aldrig med veninder hjem, før end jeg vidste, at hun var i stand til at være alene. Mange gange kom veninderne også over til mig, da hun altid var i godt humør trods sin sygdom.

Hun havde accepteret, at det var hendes måde at leve livet på. Mit højeste ønske var, at jeg havde en rask mor, som kunne passe huset og gå på arbejde. Det utroligste jeg har været ude for i min familie var, at min søster forlangte penge af vores forældre for at hjælpe mor. Der blev jeg meget upopulær, da jeg ikke ville tjene penge denne vej. Jeg vidste, at deres budget var meget stramt i forvejen. Efter lang diskussion i blandt os alle 5 i familien, fik jeg trumfet igennem, at denne vej skulle man ikke tjene penge. Det kunne ikke være rigtig, at mor skulle bøde for noget, som ikke er hendes skyld.

Ellers opstod der meget skænderi imellem min søster og jeg igennem barndommen. Lea troede, at hun skulle bestemme over mig. En dag havde hende og jeg et skænderi, hvor jeg kastede en kniv efter hende. Det var ellers ikke min måde at afreagere, men hun havde generet mig så meget, at jeg skulle have noget luft. Kniven ramte hende gud ske lov ikke, men hun fik rigtig opbakning af faster Pia.

Lea skulle ihvertfald ikke bestemme over mig. Lea var fars ynglingsdukke, da hun kunne gøre alt i huset, uden hun blev irettesat. Dette sammenligner jeg med Per og min situationer. Far brugte

ofte en grydeske eller bøjle imod Per, hvis han var uartig. Jeg kan tydelig huske de mange gange, han var blevet straffet. Jeg stod engang ude i gangen og kunne høre, at Per blev slået med en grydeske eller en bøjle inde på badeværelset. Far straffede aldrig mig med disse redskaber, men han gav altid lussinger med den bare hånd. Dette var lige så sviende straffe, som når han slog med redskaber.